Risinges historie strækker sig tilbage til 1526, hvor stedet nævnes første gang. Risinge er bl.a. kendetegnet ved dets flotte bindingsværk og det ikoniske tårn.
Risinge Herregaard ligger mellem Nyborg og Kerteminde med en to kilometer lang kyststrækning.
Risinge var oprindeligt ejet af kronen men blev i 1661 afhændet til borgmesteren i Nyborg, Jens Madsen.
Risinge bestod af 4 mindre gårde, men i 1730 blev gårdene slået sammen til én, og Risinges daværende ejer, Hugo Praëm (1727-1758), fik i den forbindelse anerkendelse på gårdens status som hovedgård.
Risinges arkitektoniske historie
Risinge har været igennem en del til- og ombygninger gennem tiderne. De ældste dele af den nuværende hovedbygning blev opført i bindingsværk i 1750 af Hugo Praëm.
I 1857-59 blev de to sidefløje tilføjet. Som vidne herom, kan man bl.a. på Forvalterfløjen se initialerne ”BCF” for daværende ejer Birgitte Cathrine Fog.
I 1903 blev det karakteristiske tårn tilføjet til hovedbygningen, da daværende ejer Rasmus Kattrup ønskede at gøre Risinge ”mere anseelig”. Tårnet blev designet af arkitekten Anton Rosen, som var rektor for Kunstakademiet og bl.a. har tegnet Palace Hotel i København samt vandtårnet i Silkeborg.
Risinge blev i 1929 købt af Baron Oluf Bille Brahe, hvor også en større restaurering af Risinges bygninger fandt sted. Den højre kvist på facaden blev opført som erstatning for en daværende karnap og hoveddøren flyttet til sin nuværende placering.
Olufs søn, Jørgen Bille Brahe, overtog Risinge i 1940 og i starten af 50’erne blev avlsgården flyttet til dens nuværende placering for at skabe en mere tidssvarende avlsgård der kunne imødekomme de stigende teknologiske krav. Før det, lå avlsgården lige over for hovedbygningen, hvor der i dag er græsplæne.
Broen over voldgraven blev opført i 1953. Her var oprindeligt en mindre dam, og indkørslen til gården var placeret længere nede ved den nuværende avlsgård.
I 1979 ville Elsam opføre et kulkraftværk med 80 meter høje kedelbygninger på marken over for Risinge. Ifølge planen skulle der i den forbindelse gå en jernbane tværs gennem haven bag Risinges hovedbygning. Planerne blev heldigvis afværget takket være stor lokal opbakning.
Skoven
Skoven på Risinge er opdelt i tre afdelinger med navnene Ærtehave, Lille Børnetofte og Store Børnetofte. Skoven udgør ca. 32 hektar. Ærtehaveskoven var meget velplejet i 1820’erne med små stier og bænke men blev i slutningen af 1800-tallet mere og mere omdannet til den skov man ser i dag. Der findes stadig ege i skoven, som menes at være 3-400 år gamle.
Den store blodbøg i haven vurderes til at være over 200 år gammel.
Tehuset
Tehuset i haven blev opført i 1923 af Rasmus Kattrup, og stod oprindeligt på Risinge Hoved ud til vandet, men eftersom det blev udsat for en del hærværk blev det bragt tilbage til haven på Risinge, hvor det stadig står den dag i dag. Tehuset er bygget af materialer fra gården.
Risinge har siden 1929 været ejet af familien Bille Brahe. I dag af Charlotte Bille-Hasselstrøm, Fraugdegaard.
Risinge blev fredet i 1989.
I 2013 gennemgik Risinge en omfattende renovering, og lejes i dag ud til ferier, fester, firma arrangementer m.m. af Slotsferie Danmark. Læs mere her.
Ejere af Risinge 1526 Kronen 1661 Borgmester Jens Madsen Rosenberg 1689 Thomas Købke 1705 Poul Pedersen Bagger 1727 Hugo Praëm 1759 Kancelliråd Maltha Ulrich Engelsted 1823 Proprietær J. Petersen Kejrup 1827 Chr. F. Fog / B.C Fog 1900 Rasmus Kattrup 1929 Baron Oluf Bille Brahe 1945 Baron Jørgen Bille Brahe 1977 Baron Torben Bille Brahe 2018- Charlotte Bille-Hasselstrøm |